Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nyt fra skolelederen

Velkommen til Paradisbakkeskolen

 

Generelt om vores skole

Paradisbakkeskolen har en helt klar vision! Vi er et bæredygtigt fællesskab, hvor børnenes trivsel og tryghed er i fokus. Vi arbejder systematisk med flere grønne tiltag som skolehaver, dyrehold, sansehaver, affaldssortering og grønt flag. Dette medvirker til, at vores elever bliver bevidste om naturens betydning for os mennesker og gør dem til mere miljøbevidste borgere, der tager stilling til fremtidens ressourcebehov. Disse tiltag læner sig op ad de 17 Verdensmål, der også har stor betydning i Paradisbakkeskolens hverdag.

Paradisbakkeskolen er en certificeret rettighedsskole, hvilket betyder, at vi konstant arbejder aktivt for mere demokrati, medbestemmelse og trivsel for alle på hele skolen. Vores rettighedsråd – der gør en stor indsats for skolen består af elever fra 4. – 9. klasse samt en lærerkoordinator. Vi har været rettighedsskole i 6 år. Rettighedsrådets opgaver er bl.a. at holde oplæg i klasserne om børnekonventionens artikler – og hvordan de kan bruges i undervisningen, at foretage tryghedsundersøgelser, planlægge arrangementer for hele skolen, sætte diverse trivselstiltag i gang, bearbejde baseline (ekstra trivselsundersøgelse) m.v. En gang om året tager hele rettighedsrådet, koordinatoren samt skolelederen til FN Byen, for at blive klædt på til opgaven.

Det at være Rettighedsskole er medvirkende til, at eleverne lærer vigtigheden af at være et fællesskab, hvor tolerance, sammenhold, forståelse og respekt for hinanden med alt, hvad det måtte indebære, medvirker til at gøre dem til ansvarsbevidste mennesker.

Madskole

Paradisbakkeskolen en Madskole. Det betyder, at eleverne fra 5. klassetrin deltager en til to uger om året i produktionen sammen med det professionelle køkkenpersonale. Halvdelen af klassen er en uge i madskolen, hvor den anden halvdel har almindelig undervisning. Ugen efter bytter de. Det er muligt at bestille maden på nettet – og et måltid varm mad med tilbehør koster 15 kr. Alle elever (undtagen 0. klasseeleverne) spiser i tre-holdskift i spisesalen uanset om man køber mad fra køkkenet eller har madpakke med hjemmefra. For 0. klassernes vedkommende, bestiller man maden som alle andre klasser, men her bliver maden bragt ned i klasselokalet, hvor man spiser sammen.

Se mere på: https://paradisbakkeskole_madskole.brk.dk/.

Bevægelse i undervisningen

Paradisbakkeskolen er en bevægelsesorienteret skole. Vi forsøger at indtænke bevægelsesaktiviteter i alle fag og i mange undervisningssituationer, da vi ved, at bevægelse er med til at skabe glæde og læring hos børn. Vi har ligeledes Legepatrulje i indskolingen, der bestå af elever fra 6. klassetrin. De er sammen med indskolingens børn i et frikvarter om dagen, hvor de leger med børene og sætter sjove, lærerige og spændende lege i gang.

Hvert år om fredagen i uge 41, samles hele skolen i Paradisbakkerne, hvor der afholdes den årlige motionsdag. Her er det naturligvis bevægelse, der er omdrejningspunktet, men vi ser også vigtigheden i, at alle skolens klasser er sammen om at have det rart. Ud over de nævnte arrangementer afvikler vi også forskellige temadage og andre aktiviteter.

 

Skole/hjem-samarbejdet

Skole/hjem-samarbejdet er en naturlig og meget vigtig del af hverdagen. Forældremøder afholdes 1 gang årligt i begyndelsen af skoleåret. Skole/hjem-samtaler afholdes 2 gange årligt. Alle klasser har én fast klasselærer. Klasselæreren udgør en central figur i relation til elevernes læring og trivsel. I vores indskoling er en del af personalet også tilknyttet SFO’en. De fungerer bl.a. som støtte for klasser og/eller elever. I er som forældre altid velkomne til at deltage i undervisningen, når I blot orienterer klasselæreren inden – og I deltager aktivt i undervisningen. Vores kommunikation foregår på Aula.

Trivsel

Vi har løbende rigtig mange tiltag, der bidrager til en god trivsel. Da vi er en Unicef rettighedsskole er det selvsagt, at børnenes trivsel går hånd i hånd med deres læring, men vi gør også brug af bl.a. Mary Fonden og Red Barnets materiale ”Fri for mobberi”, der er et forebyggende antimobbeprogram. Programmet består af pædagogiske materialer, der gør det konkret målrettet at styrke børnefællesskaber og forebygge mobning. ”Fri for mobberi” er baseret på værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod og har en dokumenteret positiv effekt.

Vi benytter naturligvis elevernes trivselsmålinger til aktivt at sætte trivselsmål for de enkelte klasser. De forskellige klasseteams gennemfører særlige indsatser i forhold til udvalgte trivselsmål for klassen. Dette gøres bl.a. ved at inddrage klassernes egne klassecharter, der gør arbejdet konkret og synligt for børnene.

IT – iPads og computer

Alle elever fra 0. - 5. klasse får udleveret en iPad og i 6. – 9. klasse får eleverne en computer udleveret. Eleverne fra 0. – 2. klassetrin har iPadén i et skab i klassen, og benytter den kun til skoleopgaver på skolen. De får derfor ikke deres iPad med hjem. Børnene har ikke mulighed for selv at hente apps, da iPad’en udelukkende bruges som et undervisningsredskab. Skolen har abonnement på rigtig mange portaler og undervisningsmidler. Hvis der er behov for anden IT-hjælp, så har skolen en IT-mand, Paul, der holder til på ”den store skole”.

Morgen – og fredagssang

Eleverne fra 0. til 5. klassetrin mødes en gang om ugen, hvor der afholdes morgensang i vores indskolingssal. Her synger vi sammen 3 sange, hvoraf den ene er skolens fødselsdagssang. Ved denne lejlighed kommer de elever, der har haft fødselsdag, op og bliver fejret med flag og sang.

Hver fredag holder indskolingen deres egen hyggelige afslutning på ugen. Det gøres ved, at alle klasserne samles i indskolingssalen og synger et par sange. Nogle gange leger vi også sanglege. Ved disse samlinger spiller skolens musiklærere til.

Du kan læse mere om skolen her:  https://paradisbakkeskolen.aula.dk/

 

 

Hvis I har yderligere spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte skoleleder, Pia Tofte, gruppe2-leder, Annika Bayskov eller gruppe1 – og SFO-leder, Maria Nexø Grønnegaard.